Meditation og musik
Meditation bliver i stigende grad brugt uretfærdigt som et mærke til afslappende musik af enhver art, men meditation er mere end afslapning.
Der er mange stemmer fra musikjournalister, der beklager den stigende forenkling af populærmusik. Sangene bliver kortere og kortere, og harmonier og melodier bliver mere og mere udskiftelige mellem top ti på hitlisterne.
Denne tendens til at forenkle og desværre sløre terminologien for genreklassifikationer er blevet et reelt problem. Desværre tilpasser musikjournalister og kuratorer sig til denne sjusk i et alarmerende tempo. Flertallets smag og også flertallets syn bliver den eneste standard.
Som aktiv musikproducent bliver du bedt om selv at klassificere din musik for at gøre den genkendelig for lytteren. Nu er der en kategori kaldet "Ambient", som omfatter alt, der på en eller anden måde ser ud til at have noget at gøre med langsomt og abstrakt, men faktisk er det en genre, der er baseret på Brian Enos værker, som selv havde musik til lufthavne og tog stationer i tankerne.
Så er der afsnittet “Chillout”, som i forbindelse med “Lounge” betyder afslappet musik for klubber. Chillout er til gengæld blandet med afspændingsmusik og er forfærdeligt nok også opført under etiketten meditation. Meditation er dog en praksis, der på ingen måde har noget med afspænding at gøre i betydningen "slukke" - tværtimod! Et væsentligt element i meditative teknikker er den bevidste kontrol af opmærksomhed! Dette har intet at gøre med lufthavne og klubber.
Hvis du indtaster "meditation" som søgeterm i Spotify, vil du finde mange spillelister, der har ordet "meditation" skrevet på flaget. Og hvad hører vi der? Præcis det samme som i top ti pop-chat – kun i langsom, uden rytme og med sfæriske lyde. Musik, der er mere velegnet til at falde i søvn end til bevidst at rette opmærksomheden. Med en masse god vilje kan man argumentere for, at der er sådan noget som "hvilemeditation", men det er kun en af mange meditationsteknikker - som f.eks. Vipassana.
Som en politisk interesseret person har jeg uundgåeligt mistanke om, at dette er et frygteligt tegn på samfundets stigende uinteresse i deres skæbne. Selvom jorden er på randen af et klimatisk sammenbrud, begynder nye krige, der binder de kræfter, vi faktisk havde brug for for at rette op på vores levevis. Det er måske lidt langt ude at relatere det til problemet med at klassificere musik, men umuligheden af at klassificere noget konceptuelt, fordi flertallet kun vil se et udsnit af verden, er ret symptomatisk. Det er afslutningen på mangfoldigheden og spiller i hænderne på despoter og forenklere.