Min globale tilgang
Foto: NASA
Den 21. juli 1969 kl. 2.56 om natten satte Neil Armstrong foden på månen. Jeg var 13 år på det tidspunkt. Først 6 år senere blev jeg opmærksom på dimensionen af dette foto, da jeg flyttede ind i min første egen lejlighed. I kasserne fandt jeg den konserverede avis fra 1969 med dette foto i stort format. Det var som et chok, da jeg dybt inde indså, at dette var mit hjem.
Så kom den uundgåelige kamp for overlevelse. Undersøgelse, job, familie, børn, arbejde. Først 45 år senere ender den utrættelige kamp om penge i nærmeste fremtidspension - stadig tæt på fattigdomsgrænsen, men med et beskedent levebrød.
Efter 45 års underkastelse af økonomiens diktater er et nyt job for at forbedre økonomien ikke en mulighed. Jeg har fået nok af det. Men der var stadig drømmen om at være kunstner, som jeg så ud til at være færdig ved 40. Men hvad havde jeg at sige?
Så kom billedet tilbage til mig, og jeg var chokeret over, hvor lidt der havde ændret sig i folks opførsel siden da. Følelsen af et fælles hjemland, som man skal dyrke og bevare, hvor respekt for alt liv er en selvfølge, lå stadig langt bag hadet på den angiveligt fremmede og undertrykkelse af de svage.
De dominerende ideologier har stadig ikke givet plads til en verdensorden baseret på fornuft og videnskab, som er mulig ved hjælp af kunstig intelligens. Og menneskeheden har stadig ikke bragt sine følelser under kontrol med de nedarvede adfærdsmønstre, der er opstået under helt andre forhold. Verden har ændret sig meget mere gennem videnskab og teknologi, end fortidens vogtere forkynder for os. Og mange tror stadig på dem i stedet for at bruge tankerne og informationerne.
Det vil være for sent for de fleste levende dovne tåber, men enhver, der er i stand til at navngive ting med sit intellekt, opfordres til at plante den nye ånd i hjernen hos de næste generationer. Det skal ske ofte og kontinuerligt for at tage det næste skridt i evolutionen.
Og det er netop, hvad en kunstner kan gøre. Og det er præcis, hvad jeg laver nu.