Valg mellem hvad?
Ja, krigen i Ukraine er forfærdelig. Lige så forfærdelig som krigen i Jugoslavien, krigen i Syrien og hundredvis af krige før. Efter gyseren kommer analysen, og det er her, det bliver kompliceret. Selvfølgelig kan man sige, at Putin er gået amok, og at næsten hele verden fordømmer angrebet – se FN-resolutioner. Men dette er kun den halve sandhed.
Hvis vi nærmer os problemet analytisk, vil vi finde årsagen til Putins vanvittige beslutninger i Sovjetunionens sammenbrud. Det kollapsede på grund af skarp økonomisk svaghed. De fleste mennesker havde det meget dårligt og håbede på forbedring af deres folks uafhængighed med en vending til demokrati og kapitalisme som et alternativ til mislykket kommunisme. Nu venter de på forbedringen. Hvor længe skal vi få dem til at vente? De har ventet i 30 år. Yderligere 20 eller 100 år – for evigt?
Demokratiet lever af den enkeltes mulighed for at leve sit liv med værdighed og ud over fattigdom. Dette gælder ikke kun for de tidligere sovjetrepublikker i Centralasien, men også for Afrika og mange andre regioner. Hvis den såkaldte frie verden ikke klarer dette, vil der være flere krige – indtil atomopgør. Vi er nødt til at forstå disse sammenhænge.
Rusland i Putins skikkelse ønsker at vende tilbage til at være en verdensmagt. Hvorfor angriber han nu ikke Centralasien (hvilket han f.eks. allerede forsøgte at gøre i Kaukasus-krigen), men Ukraine? Fordi Centralasien kan vente. Befolkningen dér har det stadig dårligt, og Rusland har gode udsigter til, at republikkerne vil falde frivilligt i Ruslands arme igen! De fleste mennesker i Ukraine har dog helt frivilligt valgt demokrati og kapitalisme – og deres levevilkår er faktisk blevet bedre på grund af deres nærhed til Europa. Så faren er, at demokrati og kapitalisme garanterer et bedre liv. Det kan Putin selvfølgelig ikke lade stå til – og det kan Kina heller ikke.
Kina har valgt en vej, der har blandet to verdener. På den ene side det kommunistiske magtapparat, og på den anden side økonomiske friheder. Indtil videre har denne vej vist sig særdeles vellykket – på bekostning af folkets personlige frihed.
Desværre viser kapitalismen i sin grimmeste form også opdelingen af befolkningen i meget rige og meget fattige mennesker. Dette kan observeres selv i de tilsyneladende konsoliderede kapitalistiske demokratier. Trump har tydeligt demonstreret sprængstofferne deri. Så demokratiet vil aldrig vinde den endelige sejr, og vi bliver nødt til at vente på atomopgøret.
Jeg sidder her i mit ministudie lige nu og kæmper desperat for min personlige økonomiske overlevelse som musikproducer. Et godt eksempel for mange mennesker i kapitalistiske demokratier. Ja, jeg har haft travlt! En omfattende akademisk musikuddannelse blev efterfulgt af mange opslidende år på denne verdens scener – indtil udbrændthed. Derefter fortsatte kampen for livet. Nyt erhverv – ny lykke – indtil næste udbrændthed. Nu forsøger jeg at supplere min pension med musikproduktion.
Ja, jeg kan frit udtrykke min mening. Ingen bomber falder på mit hoved, og jeg har nok at spise. Så har jeg det godt? Nej, for som erfaren kunstner i musikbranchen oplever jeg igen, hvordan økonomisk magt begrænser min personlige udvikling drastisk. Såkaldte gatekeepere vil gerne tage den sidste trøje af ryggen på mig, før mine produktioner overhovedet kan nå øret på en lytter. Sådan ser konkurrence ud i kapitalismen.
Den progressive privatisering (kapitalisering) af kulturlandskabet betyder, at i dag, mere end nogensinde, gælder følgende for kunstnere: "Ingen chance på markedet uden økonomiske investeringer". Det lyder måske som at klage på højt plan for mange, men som Ovid allerede sagde: "Modstå begyndelsen". Denne form for frihed vil aldrig nå folks hjerter. Hvis størstedelen af befolkningen udelukkes fra personlig og økonomisk vækst på grund af mangel på finansiel magt, vil det hurtigt blive dystert. Så har vi kun valget mellem pest og kolera.