SOPHIE

Ja, jeg er skyldig! Siden jeg startede min anden, sene karriere som musiker i 2019, har jeg ledt efter den rigtige genre, der groft beskriver min musik og efter musikere, der følger en lignende kunstnerisk tilgang som mig.

For et par dage siden snublede jeg over udtrykket “hyperpop” med antydningen om, at der var en Spotify-afspilningsliste med samme navn. Der var de første steder til gengæld forbeholdt SOPHIE - i anledning af hendes død, hvilket allerede er tragisk nok.

Da jeg så kiggede nærmere på kunstneren, fik tragedien uventede dimensioner for mig. Der var en kunstner i den overordnede POP-kategori, der allerede havde udgivet musik siden 2013, der kom tæt på min kunstneriske tilgang, uden at jeg havde fundet hende i to års intensiv søgning. Og så var der tragedien om hendes død i en så ung alder uden at kunne nyde den virkelig store succes, hun utvivlsomt fortjente.

Jeg offentliggjorde først en artikel i går (Electronic Music Is Not a Style!), Der endnu en gang løser problemet med genreklassifikation, og det var også SOPHIEs brændende problem. Tallene, der er synlige på Spotify, taler for sig selv. SOPHIE var ikke ukendt, men sammenlignet med hitlisterne var det et marginalt fænomen. Sådan er det med kunstnere, der bryder ny grund - og det har altid været sådan.

Jeg plejede at fortælle mine trompetstuderende, at det gennemsnitligt tager 10 år at blive sluppet ind i honningkasserne. Jeg har vidst det i lang tid, men i dag er jeg tilbageholdende i en alder af 65 år tilbageholdende med at acceptere det. Men dit eksempel viser, at det sandsynligvis er sandt trods alt.

Jeg er uendeligt ked af, at du, SOPHIE, ikke havde denne livstid. Men dine fans vil aldrig glemme dig, og i dag har du en ny fan - RIP